Vedtægter

Vedtægter for Din-fritid

 

Vedtægter for Din Fritid                                                             

 Gældende fra 29.marts2022

 

§ 1 Foreningens navn

Foreningens navn er Din fritid med hjemsted i Faaborg-Midtfyn kommune.

 

§ 2 Landsforbund

Foreningen er medlem af Landsforbundet Fora

 

§ 3 Formål

Foreningens formål er at fremme og udvikle en folkeoplysning, der er relevant og vigtig for lokalsamfundet, den enkelte og for fællesskabet

 

Foreningen arbejder for at fremme, udvikle, bevare og videregive håndværksmæssige og kulturelle værdier. Foreningen arbejder også for at fremme den almene folkeoplysning.

 

§ 4 Virksomhed

Formålet søges opnået gennem folkeoplysende kurser og andre former for folkeoplysende aktivitet, herunder debatter og udstillinger inden for relevante fag og emner. Ligeledes igennem forskellige cafeer/mødesteder hvor folk med samme interesse kan undervise og oplyse hinanden.

 

§ 5 Medlemmer

Alle kan blive medlemmer af foreningen, såfremt de kan tilslutte sig formålet. Medlemmerne hæfter ikke personligt for foreningens økonomi. Foreningen har mulighed for at ekskludere et medlem der modarbejder foreningens formål. Bestyrelsen træffer beslutningen om eksklusionen, men den ekskluderede har ret til at få eksklusionen behandlet på foreningens først kommende generalforsamling.

 

§ 6 Generalforsamling

Foreningens øverste myndighed er generalforsamlingen. Den ordinære generalforsamling afholdes normalt i perioden 15. februar til 15. april og indkaldes med mindst 14 dages varsel.

Indkaldelsen skal ske skriftligt og med dagsorden indeholdende mindst følgende punkter:

 

1. Valg af dirigent og referent.

2. Formandens beretning.

3. Fremlæggelse og godkendelse af revideret regnskab.

4. Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter

5. Valg af revisor og revisorsuppleant

6. Drøftelse af program for medlemsaktiviteter og kursusvirksomhed i det kommende år.

7. Fastsættelse af kontingent og kursuspriser.

8. Indkomne forslag fra medlemmerne

9. Evt.

 

§ 7 Bestyrelsen

Stk. 1. Bestyrelsen består af mindst 5 medlemmer valgt af generalforsamlingen. Efter generalforsamlingens nærmere bestemmelse skal der være mulighed for at vælge et bestyrelsesmedlem blandt og af deltagerne i foreningens aktiviteter.

Stk. 2. For bestyrelsesmedlemmerne gælder dansk rets almindelige erstatningsregler, men medlemmerne hæfter i øvrigt ikke personligt for foreningens økonomiske forpligtelser.

 

§ 8 Ledelse

Formanden er ansvarlig over for bestyrelsen og myndighederne. Formanden har den administrative, regnskabsmæssige og pædagogiske ledelse i henhold til Folkeoplysningsloven.

Formanden og de øvrige medlemmer af bestyrelsen er fælles om at udarbejde undervisnings- og aktivitetstilbud i henhold til programmet og træffer de fornødne aftaler med lærerne.

 

§ 9 Regnskab

Regnskabsåret følger kalenderåret. Foreningens regnskab revideres af revisor i henhold til kommunens tilskudsmodel og regler for regnskabsaflæggelse og revision. Det reviderede regnskab udsendes sammen med dagsordenen til den ordinære generalforsamling.

Foreningen tegnes i økonomisk henseende af formanden i Din Fritid.

 

§ 10 Ekstraordinær generalforsamling

Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes, såfremt flertallet af bestyrelsesmedlemmerne eller l/4 af medlemmerne skriftligt forlanger det. Generalforsamlingen indkaldes med mindst 2 ugers varsel med opgivelse af dagsorden. Reglerne om ordinær generalforsamling finder tilsvarende anvendelse her.

 

§ 11 Vedtægtsændringer

Vedtægterne kan ændres med 2/3 flertal på generalforsamlingen, når ændringsforslagene er udsendt sammen med en rettidigt udsendt dagsorden. Vedtægterne skal være i overensstemmelse med vedtægterne for Fora.

 

§ 12 Nedlæggelse af foreningen

Stk. 1. Beslutning om nedlæggelse af foreningen kan kun ske på en normalt indvarslet generalforsamling, hvor nedlæggelsen er et selvstændigt punkt på dagsordenen, og hvor mindst 2/3 af de fremmødte stemmer for nedlæggelsen. Beslutningen skal bekræftes af 2/3 af de fremmødte på en yderligere normalt indvarslet generalforsamling, der tidligst afholdes 14 dage efter den første.

 

Stk. 2. Med henblik på at sikre overholdelse af formalia i forbindelse med foreningens lukning, herunder placering/forbrug af eventuelt overskydende midler mv., skal Fora orienteres senest i forbindelse med indkaldelsen til den første generalforsamling, hvor nedlæggelsen skal til afstemning.

 

§ 13 Anvendelse af foreningens midler

Ved nedlæggelse af foreningen overgår eventuelle aktiver til Korinth kulturhus

 

§ 14 Ikrafttrædelse

Disse vedtægter er i overensstemmelse med vedtægterne for Fora og træder efter godkendelse på generalforsamlingen i kræft, de erstatter hidtil gældende vedtægter der var gældende fra 26.april 2021

 

 

Således vedtaget på generalforsamlingen den 29.marts 2022

 

Bestyrelsens underskrifter


Din Fritid
Korinth, Bernstorffsminde, Krarup, Kværndrup. 5600 Fåborg

Telefon: 30261928

Mail: [email protected]

CVR: 42302619

Mobilepay 771477

Medlem af Fora